Evaluering i Naturfag
Evaluering i form af samtaler

Individuelle evalueringssamtaler i Naturfag

Samtalen har 3 fokuspunkter:

1)     Hvordan går det med dit fremmøde, dit engagement (i timerne og i forberedelsen til timerne) og din trivsel?

 

2)     Hvordan er status for dit faglige niveau ift. målsætningen for Naturfag?

 

a.      Hvad er dit personlige interesseområde indenfor faget?

b.     Hvilke områder indenfor målsætninger står du særligt stærkt i? Hvilke står du særligt svagt i?

c.      Hvordan vil du lave selvstudie for at opfylde målsætningen bedst muligt?

 

3)     Aftaler: Under dette punkt kan vi eventuelt lave aftaler imellem os to om, hvad du konkret arbejder på at blive bedre til og hvordan du kunne gøre det – det kunne være i forhold til fremmøde og engagement, men det kunne også være i forhold til selvstudiet.

Målsætningen for Naturfag:

Målet for linjefaget er at hver enkelt studerende i løbet af uddannelsen opnår en grad af mestring af 3 ting: Naturfaglig viden, naturfaglige færdigheder og naturfaglig formidling.

- Viden indenfor udvalgte naturfaglige områder, strækkende sig fra et opdateret overblik over den naturfaglige del af nyhedsstrømmen om forskning, landes geografiske forhold og klodens tilstand, over et bredt kendskab til de almindeligste arter af planter, dyr og svampe i Danmark og over til en dybere indsigt i områder som økologi, klima, naturgrundlaget, globalisering, befolkning, evolution og menneskets biologi.

- Færdigheder indenfor vores del af det naturfaglige område, med særligt henblik på feltarbejde (herunder skolehave og udeskole), laboratoriearbejde (med særligt henblik på ”køkkenbordsforsøg” og på den praktisk-mundtlige fællesfaglige prøve i naturfagene), faglig læsning og ekskursioner.

- Formidling af naturfaglig viden og færdigheder på en professionel måde, hvilket blandt andet vil sige at kunne gøre det inspirerende, klart, varieret, struktureret, tilpasset til den givne målgruppe og med brug af en så korrekt og opdateret viden som muligt.

 

Lærerens forventninger til dig som studerende

-        at du sætter dig grundigt ind i undervisningsplanen og aktivt arbejder med på at opfylde formålet og arbejder hen imod målsætningen

-        at du forbereder dig til timerne som beskrevet i den ugentlige opdatering af Undervisningsplanen, og deltager opmærksomt og aktivt i timerne (og således ikke er på nogen former for sociale medier eller spil mens der er undervisning)

-        at du komme stabilt til timerne og ved fravær melder afbud på Viggo om morgenen så vi har det med til dagens tjek-ind